Generelt om bilhandel

De fleste bilister skifter bil flere gange i løbet af livet, og dermed står man flere gange både i rollen som køber eller sælger. Visse gange ordner man det hele direkte med en bilforhandler, som tager din brugte bil i bytte mod køb af ny bil, og denne løsning kan ofte være den billigste, idet forhandleren måske modregner en høj pris på din bil, så han dermed er sikker på at sælge dig en ny bil.

I andre tilfælde sælger man bilen privat ved at annoncere den til salg gennem auktioner eller brugtmarkeder, hvor især Den Blå Avis (dba.dk) eller bilbasen.dk er de mest udbredte. Der findes en række tips til, hvor man kan garantere både køber og sælger en fair vurdering af bilen, således det burde være nemmere for begge parter at komme frem til en fornuftig handelspris.

Sælger kan nemlig forinden annonceringen give bilen en grundig undersøgelse (bilattest) af respekterede teknikere, som bagefter udfærdiger en rapport om bilens stand.

 

Bilattest

En bilattest kan man få lavet hos de fleste store forsikringsselskaber, og de penge er normalt givet godt ud, da køberen derved ikke kan tillade sig at byde meget under dit prisforlangende. Naturligvis kan man heller ikke som sælger score en ekstra fed gevinst, da bilen nemt kan sammenlignes med andre tilsvarende biler ud fra årgang og kørte km, så man kommer altså frem til en realistisk salgspris, som der ikke kan rokkes meget ved. Det svarer lidt til en tilstandsrapport ved hushandler, så man derved ikke har behov for at tage en længere prøvetur eller gå bilen efter for rust alle skader og mangler, idet teknikerne allerede har noteret alle bilens problemer.

Bilen vurderes i synshallen af professionelle mekanikere, som kender bilen i detaljer. Måske vil denne ekstra feature få netop din bil til at skille sig ud fra de andre biler til salg, så din bil vil blive attraktiv for købere, der vil have en bil med en veldokumenteret stand. Attesten koster ofte omkring 500 kr., og det er en lille udgift, hvis du dermed lettere kan argumentere for din salgspris.

 

Overvej en bilskifteforsikring

Er man bilsælger, så bør man naturligvis altid sørge for, bilen er i god stand ved handlen, idet køber ellers vil kunne presse prisen langt ned, hvormed det er bedst, hvis man i forvejen får bilen klargjort og bragt i orden, således man kan tillade sig at forlange en højere pris. Men det kan alligevel i den første tid efter en bilhandel opstå alvorlige og kostbare problemer med motor eller gearkasse, som en grundig bilattest ikke kunne finde ved gennemgangen.

Man kan så heldigvis dække sig ind ved at købe en bilskifteforsikring, som gælder i 6 måneder fra omregistreringsdatoen. Forsikringen dækker alle omkostninger til udbedring af den mekaniske skade på delene i bilen, som omfatter:

 

  • Motor
  • Elektrisk system i motoren
  • Gearkasse/differentiale
  • Styretøj
  • Kobling
  • Brændstofsystem
  • Undervogn
  • Aktivt sikkerhedsudstyr

 

En sådan bilskifteforsikring koster helt fra 500 kr. (bil under 5 år og under 200.000 kr.) og op til mere end 2.000 kr., hvis bilen er mindst 6 år gammel og kostede over 600.000 kr. fra ny. Man kan tegne forsikringen, hvis bilen har kørt under 200.000 km, og såfremt den er under 10 år gammel. Desuden skal bilen også have overholdt fabrikantens anbefalede serviceeftersyn, som også skal være overholdt i selve forsikringsperioden, og man skal også give bilen et grundigt eftersyn med en bilattest.

Man skal ikke opfatte denne bilskifteforsikring som en nødvendighed, men den kan give bilkøbere en ekstra sikkerhed, som selve bilattesten ikke kan give.